Reflekterende artikel PDF

Preview

Summary

god...

Description

Katrine Lien Andreassen

Reflekterende artikel

6/12

Opgave 5: Pressefotografiets rolle og pressefotografens ansvar og udfordringer Dét med at være en pressefotograf i den globale verden i dag, er skam ikke et job for alle og enhver. Jeg har gjort nogle overvejelser, om hvorvidt personer som mig ville kunne holde til sådan et arbejde, og jeg er da sikker på at svaret er et nej. Ingen tvivl i, at det er et udfordrende arbejde hvor man bliver sat på følelsesmæssige prøver konstant. Er i hvert fald helt sikker på at det er de færreste som ville kunne besøge en overbombet by nede i Gaza og stadigvæk holde hovedet koldt. Jeg tager hatten af for pressefotograferne og deres måde de iscenesætter deres billeder hvis de har den rette presseetik. Jeg synes helt bestemt at det er vigtigt at ”mediernes indhold og handlemåde skal være i overensstemmelse med god presseetik”1. For når billederne formidles i nyhederne, skal det bare være i orden. Billederne skal ikke krænke privatlivet og skal helst være så skånsomt som muligt. Det samme gælder for de pårørende. Derfor skal billederne ikke på nogen måde virke krænkende overfor offentligheden. Billeder må gerne vise følelser men der er også en grænse. Ifølge den brasilianske fotograf Sebastío Salgado er der en klar hovedregel indenfor pressefotografi hvor han blandt andet udtaler sig ”hvis mit billede ikke kan vise menneskets værdighed, hvis håbløsheden er så gennemtrængende, at mennesket vil rangere på niveau med dyrene, selvom mennesket lider, selv om mennesket sulter, hvis du ikke kan vise værdigheden i situationen, så er det bedre ikke at fotografere. Der er nogle situationer, hvor livet er for modbydeligt”2. Jeg synes at Sebastío Salgado siger det nøjagtig som det skal siges. Jeg er helt enig i at der bør være en grænse i form af hvad der er over grænsen i de forskellige situationer. Pressefotografen har en vigtig rolle når det gælder at stå til ansvar for ens billeder. Pressefotografen ønsker jo altid at hans formidling skal virke interessant i offentligheden. De drømmer om at alle nyhederne som er koblet til katastrofer og tragedier skal skabe interesse for seeren og at de bliver involveret følelsesmæssigt. Når en pressefotograf står bag kameraet, skaber han nogle overvejelser og det vigtigste for ham er at fange det mest følelsesberørte billede i den givne situation. Men han kommer ikke uden om ansvar og udfordringer. For hvad er hans rolle overhovedet? Han er vel godt selv klar over hvad han står til ansvar for når han lægger et billede op, af en døende kvinde. I videoindslaget ”en farlig rejse” møder vi journalisten Jacob Ehrbahn som er på en redningsaktion ud for Libyens kyst tilbage i 2017. Folk ligger rundt omkring i vandet og er i stor fare. Videoen 1 Medieansvarsloven stk. 1 - https://www.pressenaevnet.dk/god-presseskik/ 2 Tekst 5d. Henrik Saxgren: Tid - om fotojournalistik

Katrine Lien Andreassen

Reflekterende artikel

6/12

belyser dilemmaet om hvorvidt hans skal tage billeder af folk som er ved at drukne eller om han skal hjælpe folk i nød. Men sådan er det jo at være pressefotograf, det er sådanne problemer man bliver stillet overfor. Jacob Ehrbahn påtager sig en rolle, som den der går med ansvaret. Han vandt prisen for ”Årets lange indslag 2017” som er journalistforbundets pris. Jacobs rejse kan ikke ligefrem beskrives som værende specielt fredelig eller uden nogen form for utryghed, men derimod kan den beskrives som værende direkte farlig. Det blev til en rejse fyldt med etik, medmenneskelighed og ikke mindst moral, da Jacob blev stillet overfor en masse valg om enten at redde folk der var i nød eller tage billeder som ville hive ham op i journalistik-verdenen. På hans rejse er der ingen som helst filter eller redigering i, og man er slet ikke i tvivl om hvad der står på spil når de befinder sig i en motorbåd i ”det store ingenting” med horisonten. Han siger blandt andet i indslaget at ”det er totalt overrumplende, som man ikke fatter før man ser, lugter og hører det, så det meget anderledes”3. Han giver indtrykket af at det er en forfærdelig oplevelse hvor man som pressefotograf er tvunget til at holde hovedet koldt i sådanne situationer. Dilemaet om hvorvidt han skal redde menneskeliv eller tage billeder splitter Jacob Ehrbahn, fordi han igennem 27 år har været vant til at fotografere i svære situationer, men når det menneskelige i ham taler, er det bare noget andet der tager overhånd. Jeg kan ikke rigtig sige jeg er enig i hans udtagelse om hvorvidt det er et dilemma, da jeg aldrig nogensinde ville vælge at tage et billede frem for at redde et menneskeliv - hvordan kan et billede være vigtigere end et liv? Forestil dig at du er ude midt i ingenting, hvor der er en masse mennesker som ligger rundt omkring i vandet og kæmper for deres liv, der ville jeg da aldrig nogensinde tænke at det lige var øjeblikket til at tage et billede af et andet menneske. Jeg er jo godt klar over, at det er et arbejde og nogle mennesker der er vant til at være i sådanne situationer, men om det er passende eller ej kan diskuteres. Jacob siger i indslaget, at ”fotografen i mig ser ekstrem mange situationer, mega stærke situationer udspille sig. Jeg kan se alle mulige billeder, jeg vil kunne gå ind og arbejde med og frame rigtigt, og lade situationen udvikle sig”4. Vi må selvfølgelig ikke glemme at det er hans arbejde og det er det han lever for. Vi må også huske på pressefotografens rolle i det hele taget, og hvad det betyder for ham når han tager de her billeder. Pressefotografierne har jo naturligvis en effekt på os, og for nogle er den nødvendig. Men et billede viser jo blot et stilstands-billede i en situation, og man er jo ikke klar over hvordan situationen egentlig udvikler sig.

3 En farlig rejse - 05:30 4 En farlig rejse - 04:50-05:10

Katrine Lien Andreassen

Reflekterende artikel

6/12

Men vi ville jo ikke være klar over alle de katastrofer og hvordan det egentlig ser ud i ”den store verden”, for hvem skulle ellers give os den ide om hvordan det stod til i andre lande, hvis ikke det var for pressefotograferne? Det er jo et godt spørgsmål som man måske kunne tænke lidt over. At se døende mennesker vil aldrig være sjovt, men at se virkeligheden i øjnene er nødvendigt, så må vi bare tage hatten af for de fotografer som rejser verden rundt for at dokumentere hvilke udfordringer andre lande går igennem. Der sker så meget rundt omkring i verden og vi hører til diverse katastrofer konstant. Vi hører til det hver evig eneste dag. Pressefotograferne rejser verden rundt for at få de bedste billeder som kan formidles til resten af verden. Indenfor pressefotografernes verden er der noget der kaldes ”World Press Photo” Et billede som hvert år modtager en pris i form af årets pressefotografi. Jeg synes det er lidt underligt at pressefotos modtager sådanne priser, da nogle af dem slet ikke bør få så meget opmærksomhed for noget som er langt over grænsen i mine øjne. Jeg synes dette billede udtrykker enormt stærke følelser, men det er ”heldigvis” bare et billede, men indtryk det giver det virkelig. Jeg er godt klar over at billedet er til for at vække nogle følelser, men billedet er i den grad over grænsen. Billedet viser Omayra Sanchez som ligger fanget i vrangrester efter et vulkanudbrud ved bjergbyen Amero i Andesbjergene5. Under dette vulkanudbrud omkom cirka 25.000 mennesker, en forfærdelig katastrofe i Columbia. På billedet ser vi den lille 12-årige pige som er placaret midt i billedet, i det gyldne snit. Billedet er virkelig intenst, og jeg synes nærmest det er væmmeligt og ubehageligt at kigge frygten direkte i øjnene. Jeg forbinder virkelig frygten med hendes helt sorte øjne, som ser så intense ud. Det må være så grænseoverskridende for dem der står bag kameraet, den som fanger følelserne og smerten for evigt i et fotografi.

5 Pressefotografi af Frank Fournier (f.1948)

Katrine Lien Andreassen

Reflekterende artikel

6/12

Et andet pressefotografi som jeg synes er utroligt, er billedet der er taget af Poul Hansen. Et pressefoto der belyser krisen i Gaza under et luftangreb6. På billedet ser vi en række mænd der går gennem Gaza med ligene af to små børn. Man kan tydeligt føle hvordan det må være at gå der i sorg fyldt med aggressioner, tomhed og følelsen af at være fortabt. Når vi kigger på det her pressefotografi, er vi slet ikke i tvivl om, at det indeholder så mange følelser og vi ligesom danner os en historie ud fra billedet. I det gyldne snit har vi den grædefærdige mand i fronten. Man kan virkelig mærke smerten når man kigger på dette billede og det kan slet ikke forklares med ord hvad det her billede gør ved en. Men det er vel hvad pressefotos har tilfælles, at de på en eller anden måde bare vil involvere os med vores følelser. Men det er vel den rolle i mediernes nyhedsfremstilling. For det er vel klart at man bliver påvirket når man ser så stærke billeder i medierne. Nyheder er overalt og vi hører om katastrofer hele tiden. Når det er så hyppigt, så er det også vigtigt at have en form for grænse, og hvad der bør være tilladt. Selvfølgelig skal der være en grænse for hvad pressefotografen kan formidle, derfor skal pressefotografen også påtage sig en ansvarsfuld rolle, da det ligesom er ham der ”fører vejen”. Vi påtager os hver især forskellige roller i vores dagligdag, og jeg må anerkende at rollen som en pressefotograf vil der nok altid være nogle udfordringer. De er jo klar over at man har et kæmpe ansvar, og man må i hvert fald også stå til ansvar for ens pressefotografier. Man er nok også bevidste om hvornår det er etisk korrekt og hvornår grænsen overskides. Det er pressefotografens ansvar at vurdere dét, og bestemt ikke mediernes. Hvis grænsen ikke går ved at tage billeder af et døende barn, så ved jeg virkelig ikke længere hvor grænsen går henne.

6 Pressefotografi af Poul Hansen (f.1964)...