EUX 2021 Statsministerens nytårstale sammenlignes med Dronningens nytårstale PDF

Preview

Summary

fik 12...

Description

EUC Nordvest

Nytårstaler

EUX 20/21

Analyse og diskussion af Statsministerens nytårstale med sammenligning af Dronningens nytårstale

Opgaven skal primært forholde sig til, hvordan statsministeren fremfører sit budskab: hvad vil hun sige, hvordan siger hun det, hvem taler hun til, hvordan og igennem hvilket medie og med hvilken genre (det retoriske pentagram)? Dernæst skal Dronningens tale tjene til at sammenligne de væsentligt forskellige taler og deres indhold. Du skal forestille dig, at du er meget kyndig udi taler - hvilket du også bliver, når hele kompendiet er læst og forstået 

Tekst 1: Statsminister Mette Frederiksens nytårstale, 1/1 2021: https://www.stm.dk/statsministeren/taler/statsminister-mette-frederiksens-nytaarstale-den-1januar-2021/ Tekst 2: Dronningens nytårstale, 31/12 2020: https://www.dr.dk/nyheder/indland/se-og-laes-hele-dronningens-nytaarstale-her

Krav: 3 normalsider, 1 ½ linjeafstand, navn og klasse i sidehovedet og sidetal.

Opgavens dele: 1. Indledning – Du kan vælge at indlede med informationer om nytårstalen som tilbagevendende tradition og evt. en kritik af den udvikling som statsministerens tale har udviklet sig, eller du kan skrive en indledning, der maler et billede af situationen for talen eller noget helt andet. 2. En analyse af talen: Præsentér afsender, emne, formål og genre og dyk ned i argumentationen, sprog og virkemidler, stil, appelformer mm. Tænk det retoriske pentagram ind i analysen så alle dele af kommunikationssituationen huskes. 3. Lav en kort delkonklusion efter selve analysen (fortolkningen), hvor der samles op på resultatet – virkede teksten som afsenderen havde satset på i forhold til modtageren, hvad kunne med fordel ændres efter din (professionelle) holdning? 4. Skriv en kort diskussion, hvori du tager stilling til talens indhold (uden at afsløre dit private politiske ståsted). Husk, at argumentere for din holdning og begrund den grundigt. Forhold

1

EUX 20/21

dig nuanceret til talen og de holdninger og den vinkel, der kommer til udtryk. Mener du, at talen er en passende nytårstale? 5. Sammenlign med Dronningens tale – peg på forskelle og ligheder (både i forhold til talegenren, afsenderen og modtagerne, stilen, virkemidler, osv.) 6. Skriv en afslutning – få indledning og afslutning kædet sammen for den røde tråds skyld.

Introducerende viden om nytårstalerne De tre talegenrer Den klassiske retorik opregner tre forskellige talegenrer med hver deres opgave for taleren. Den juridiske tale, der skal påvise en persons skyld eller uskyld, den politiske tale, der skal overtale tilhørerne til at handle på bestemte måder, og lejlighedstalen, der som regel har karakter af en hyldest eller en lovprisning. I dag støder vi imidlertid på flere typer af taler, der ikke passer ind i den klassiske opdeling. I stedet kan man i dag skelne mellem den informative tale, den politiske tale og lejlighedstalen. De har hver deres formål og opgave, de stiller hver især forskellige krav til taleren, har hver deres form, og både stederne for talen og tilhørerne til talen er ofte meget forskellige. Den informative tale møder vi for eksempel, når vi går til et foredrag om et bestemt emne. Det kan være et foredrag om "Retorikken i det antikke Grækenland". Formålet med den informative tale er at belyse og forklare et bestemt emne for tilhørerne. Det gælder for taleren om at være så præcis i sine forklaringer som mulig, have dokumentationen i orden og et tilstrækkeligt overblik over emnet. Den politiske tale kan selvfølgelig være politikerens tale på et vælgermøde, men det kan også være den tale, vi selv holder, når vi forsøger at overbevise andre om, at vi har ret i et bestemt synspunkt, f.eks. at rygning er usundt. Formålet med den politiske tale er først og fremmest at vinde tilslutning for sine synspunkter og få tilhørerne til at ændre deres holdninger. Det kræver, at man fremstår troværdigt, og at man er skarp og klar i sin argumentation.

2

EUX 20/21

Lejlighedstalen handler om værdier. Den har som regel til formål at mindes eller hylde bestemte personer, institutioner, begivenheder eller ideer, der ifølge taleren og modtagerne repræsenterer vigtige værdier, og samtidig lægge afstand til andre værdier. Talen kan være en bryllupstale eller en 1. maj tale, men det kan ligeledes dreje sig om en tale på en langt alvorligere baggrund, som f.eks. den norske statsministers nytårstale i 2011, samme år som drabene på de mange unge på øen Utøya fandt sted. Retorikforskeren Celeste Michelle Condit peger på tre vigtige funktioner for lejlighedstalen. Den skal være forståelsesskabende og i stand til at forklare eventuelt foruroligende eller alvorlige hændelser for modtagerne. Den skal være fællesskabende og knytte an til værdier, som modtagerne deler. Og den skal endelig fremvise talerens veltalenhed og evne til at fange og underholde sit publikum. Selv om talegenrerne grundlæggende er forskellige, kan der godt optræde blandinger. F.eks. kan en konkret tale godt trække på elementer fra både den politiske tale og lejlighedstalen.

Dronningens tale: Regentens tale samler nationen Nytårstalen er den eneste gang om året, hvor dronningen taler direkte til befolkningen. Talen er en lejlighedstale, der skal samle danskerne og gøre dem stolte over at være indbyggere i Danmark. Talen sætter en rituel ramme for nytårsaften. Med dronningens tale markeres starten på nytårsaften, og talen rummer også en række rituelle elementer: • status over året, der gik, uden at det dog bliver for politisk • fokus på særligt danske værdier og det, vi kan være stolte over • en løftet pegefinger og opfordring til at gøre det lidt bedre det kommende år • årets rejser, der viser, at dronningen er regent for hele kongeriget • hilsener til danskere i rigets tjeneste, særligt på nytårsaften • hilsener til danskere i udlandet, herunder særligt Færøerne, Grønland og det danske mindretal i Sydslesvig • årets gang for den kongelige familie og udsigterne for det kommende år • ønsker om et godt nytår • bøn om, at Gud må bevare Danmark 3

EUX 20/21



Læs mere om traditionerne bag Dronningens nytårstale her:

https://kongehuset.dk/nyheder/bagom-hm-dronningens-nytaarstale

Med sine nytårstaler, som Dronning Margrethe 2. siden 1972 har holdt i en direkte tv-transmitteret udsendelse hvert år den 31. december kl. 18, giver hun alle danskere mulighed for at føle sig danske. Dette er den eneste gang i løbet af året, hvor regenten taler direkte til hele nationen, og talens vigtigste funktion er at skabe denne mulighed for at opleve et nationalt tilhørsforhold. Selv om taleformen ved den festlige lejlighed kan synes overvejende rituel, så rejser den en lang række vigtige politiske, historiske og kulturelle spørgsmål vedrørende demokrati, nationalitet, stat, religion og almenmenneskelige værdier. Dronningen skal først og fremmest forsøge at gøre danskerne forståeligt, hvad det vil sige at være dansk. Det gør hun bl.a. ved at tale om det danske folk, den danske stat, landets geografi, sprog, historie, kultur, sindelag og vilje til sammenhold. Når hun f.eks. henviser til situationen i Danmark under 2. verdenskrig, sender sin hilsen til befolkningen på Færøerne og Grønland eller citerer en salme, får det i hvert enkelt tilfælde en symbolsk betydning for det at være dansk. Hvis danskerne så også føler, at de kan identificere sig med talen, er de i fællesskab med til at bekræfte den nationale identitet. Dronningen taler gerne ud fra en personlig synsvinkel. Det gør det nemmere for hende at fremhæve en række dyder og værdier, som hun fremstiller som idealer. Talerne giver hermed alle danskere mulighed for at slutte op om disse idealer som særligt danske. Hendes kommentarer til årets begivenheder bliver på den måde konsekvent betragtet ud fra forestillinger om anstændighed, demokratisk sindelag, ansvarlighed, sammenhold, åbenhed, tolerance, gensidig velvilje mellem mennesker og mellem regenten og befolkningen samt en religiøst funderet taknemmelighed. Den personlige tone er karakteristisk for dronningens nytårstaler. Det ser man tydeligt ved sammenligning med tidligere regenters taler. Førhen var talerne kortere og tonen mere formel. Kongerne henviste også gerne til klassiske dyder som ærbødighed, værdighed, pligtfølelse, trofasthed og hengivenhed. Men med den mere personlige tone kommer dronningen den moderne dansker i møde, hvilket danskerne netop kan opleve som en værdi i sig selv.

4

EUX 20/21

Nytårstalen som tradition strækker sig tilbage til Christian 9.s skåltale for fædrelandet i 1880’erne, hvor talen blev holdt under hoftaflet nytårsdag. Under Frederik 8. begyndte man i landsdækkende aviser at optrykke disse skåltaler. Frederik 8. introducerede i 1909 også den afsluttende bøn i nytårstalen: "Gud bevare Danmark", der senere blev genoptaget af Frederik 9., og som endnu fungerer som afslutning på Dronning Margrethes nytårstaler. Christian 10. afsluttede ligeledes sine nytårstaler med en bøn om velsignelse af nationen, hvilket fik en særlig symbolsk betydning under Tysklands besættelse af Danmark i 1940-45. Fra 1941 blev hans nytårstaler radiotransmitteret, hvilket forstærkede regentens mulighed for at henvende sig til nationen som en enhed med henblik på at formulere denne enheds identitet. Regenten kunne nu indtage en position som samlingspunkt for nationen, og samtidig fik befolkningen styrket sin mulighed for at identificere sig med danskheden. Nærværet af regenten i nytårstalen blev endnu tydeligere fra 1958, hvor Frederik 9. holdt den første direkte tv-transmitterede nytårstale. Siden har denne tradition fortsat stort set uændret, og den er efterhånden blevet en vigtig institution, der spiller en væsentlig rolle i selve kongerigets konstruktion og fortsatte bevarelse. Frederik 9. udvider desuden indholdet af nytårstalen. Han anvender en del taletid på at sætte Danmark i forhold til en række af de vigtigste internationale begivenheder i det forgangne år og medvirker dermed til at give danskerne en forståelse af sig selv i en større verden. Margrethe II har bibeholdt og forstærket dette træk ved nytårstalen, men har desuden bidraget til dens form ved at gøre den mere konkret. Hun sætter til tider tendenser i det danske samfund i perspektiv for danskerne, og hun kan endda være mildt irettesættende, når disse tendenser synes at stride imod danske dyder og værdier. I 1984 omtaler dronningen danskernes ugæstfrihed over for "gæstearbejderne og deres familier" på følgende måde: "Så kommer vi med vores 'danske humor' og små, dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder – det kan vi ikke være bekendt". Sådanne udlægninger af danske værdier har skærpet danskernes opmærksomhed, og i offentligheden bliver hendes taler i stigende grad gjort til genstand for kommentarer og fortolkninger.

5

EUX 20/21

Ved at holde nytårstalerne skaber dronningen et gensidigt afhængighedsforhold mellem regenten og befolkningen. Vigtig er her den afsluttende bøn i nytårstalerne: "Gud bevare Danmark". På trods af den personlige tone udtrykker talerne altså ikke et anliggende mellem dronningen som person og befolkningen, men de giver et præcist udtryk for de tre afbalancerede elementer af dronningens valgsprog: "Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks styrke". Selve henvendelsen til danskerne finder sted som det konstitutionelle monarkis formelle statsoverhoved. Det konstitutionelle monarki, der blev indført til erstatning af enevælden i 184849, er konstrueret således, at regenten har den udøvende magt og med sin underskrift godkender de af folketinget vedtagne forslag til love. I den forbindelse kommer den grundlæggende religiøsitet også til udtryk: "VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov (…)"

Det er selve magten som regent over kongeriget, dronningen bekræfter gennem sine nytårstaler. Denne magt er, som der står i grundloven, indskrænket, hvilket betyder, at dronningen f.eks. ikke kan give udtryk for partipolitiske holdninger. Alligevel kan nytårstalerne udlægges som konservativt indstillet over for de samfundsinstitutioner, der medvirker til at konstituere den udøvende magt hos kongen eller dronningen. Imidlertid er den et af de få udtryk for den faktisk udøvende magt i kongeriget, der er henvendt til alle. I forlængelse af denne konstruktion råder dog den ambivalens, at det formelt set kan være vanskeligt at redegøre for, hvem der egentlig taler, når dronningen holder sin nytårstale. Med grundlovens udtryk er nytårstalen en "indskrænket-monarkisk" tale. Det viser sig ved, at udkastet til nytårstalen kommer fra statsministeriet, der igen får den endelige tale til gennemlæsning, efter at dronningen i samråd med sin kabinetssekretær har færdiggjort den. Så vidt vides har statsministeriet aldrig fundet anledning til at censurere eller rette i det færdige manuskript. Det står også dronningen frit at ændre på udkastet, men alligevel gør en principiel usikkerhed om, hvem der faktisk taler, sig gældende. Desto vigtigere er det at agte på, at dronningen mere taler som instrument for en magtbeføjelse end som udtryk for personlige værdier.

6

EUX 20/21

Statsministerens tale: I 1940 kunne man for første gang høre den daværende statsministers stemme gå gennem enhver dansk families stue på den første dag i det nye år. Dette blev starten på en stadig foregående tradition, der ligger dybt hos alle danskere og vækker en fællesskabsfølelse. Statsministerens nytårstale samler nationen på trods af den enkelte danskers individuelle politiske orientering. Som siddende statsminister er det en selvfølge, gennem nytårstalen, at påtage sig rollen som statsleder, der skal udstikke en politisk kurs for det nye år, på baggrund af fællesskabets værdier. Dette har altid været tilfældet, dog viser den moderne version flere politiske og ideologiske træk, hvor de første taler derimod indeholdte emner som tolerance og menneskerettigheder. Gennem tiden er den ideologiske del af talen gradvist steget, dog uden at tabe befolkningen helt. Der har altid været en klar hensigt med nytårstalen, som den skrider frem i løbet af omtrent et kvarter, hvor statsministeren formår at formidle både de nationale og internationale udfordringer, som det danske folk i fællesskab skal se i øjnene i det kommende år. Nogle mener, at statsministerens nytårstale er gået hen og blevet for dem, der har sat deres kryds ved regeringspartiet, altså at statsministerens tale er blevet for partipolitisk. 

Læs Carsten Kocks kritik af statsministerens nytårstale her: https://www.dr.dk/nyheder/politik/retoriker-nytaarstalen-er-blevet-kapret-af-partipolitik

Hvor Dronningens tale (lejlighedstale) fokuserer på nuet, da har Statsministerens tale (hybrid mellem lejlighedstalen og den politiske tale) fremtiden som sin tid. Her fokuseres på, hvad der skal ske i fremtiden, ofte med belæg i fortidens fejl og mangler. Afsender signalerer handlekraft for at styrke sin troværdighed og har som formål at samle vælgerne om sit politiske projekt, dvs. at sikre stemmer ved næste valg.

Hvert år den 1. januar ser tusindvis af danskere statsministeren holde sin nytårstale på nationalt tv. Den første nytårstale blev holdt af Thorvald Stauning i 1940, men først med Knud Kristensens nytårstale i 1946 blev det gjort til en fast tradition. Oprindeligt var nytårstalen en radiotale, men fra 1961 blev den sendt både i radio og tv. Efter overgangen til tv-transmission er nytårstalen blevet den store årlige politiske tale til danskerne. Statsministerens nytårstale behandler ligesom dronningens nytårstale landets samfundsmæssige tilstand, men adskiller sig ved at være mere

7

EUX 20/21

realpolitisk og handlingsorienteret. Talen trækker på elementer fra både lejlighedstalen og den politiske tale. Statsministeren gør i talen status over det forgangne år og skal her skabe en følelse af fællesskab og en fælles fortid hos publikum. Samtidig skal talen udstikke en politisk kurs for det nye år på baggrund af fællesskabets værdier.

Nytårstalen er en tale, hvori statsministeren påtager sig rollen som statsleder – en samlende figur for hele befolkningen. I talen befæstes fælles danske værdier såsom demokrati, frihed, tolerance og menneskerettigheder. ”Værdier, der er skabt igennem mange slægtled og som vi ikke vil miste”, som Stauning i 1941 udtrykte det i sin anden nytårstale. Det er således den siddende statsministers opgave at fortolke og videreføre en fælles fortælling om det danske demokrati. Statsministeren hæver sig ofte over de traditionelle partiskel og fremhæver i stedet den danske demokratiske model. I sin nytårstale fra 1956 argumenterede H.C. Hansen for, at fordelingen af ære og skam for Danmarks sejre og problemer er irrelevant. Han slog fast, at selvom der til daglig er uenighed regering og opposition imellem, så ”bygger [vi] mere i fællesskab end vi hver for sig formår at yde alene”. Ligeledes priste Poul Schlüter i 1986 den demokratiske proces. ”Det er dansk, det er frodigt, og det fordeler ansvaret og lægger det på mange skuldre. […] Politik i Danmark er hårdt slid, hvor mening brydes mod mening, og netop derfor ligger ekstremisme os så fjernt.” Sådanne fejringer af det danske demokrati præsenterer et billede af en dansk selvforståelse om det rummelige demokrati. Udenrigspolitisk bliver Danmark gerne beskrevet som den lille nation, der vil freden. I sin nytårstale fra 1969 slog Hilmar Baunsgaard i forbindelse med opremsningen af en række internationale konflikter fast, at ”selvfølgelig er det begrænset, hvor megen direkte indflydelse et lille land som Danmark kan få. Men vi kan være med til at holde en samvittighed vågen, og vi har samme ret som andre til at bidrage med ideer og til at slutte op om dem, der trækker den rigtige vej.” Baunsgaard konstruerede et billede af Danmark som et land, der brugte den indflydelse, det nu måtte have på den internationale scene, til at sikre dialog og fred. Dette spejles i flere nytårstaler både før og efter Baunsgaard, hvori Danmark traditionelt har vægtet forhandling frem for konfrontation.

8

EUX 20/21

Ud over den værdimæssige funktion har nytårstalen også en politisk dimension. I kraft af sin rolle som regeringsleder bruger statsministeren også talen til at fremføre eller forsvare regeringens politik. Dette sker med udgangspunkt i fælles værdier, igennem hvilke statsministeren argumenterer for politiske løsninger og konkrete tiltag. Et eksempel på et realpolitisk program finder man i Poul Hartlings nytårstale fra 1974. Omdrejningspunktet for Hartlings tale var oliekrisen, der var opstået i 1973. Talen fokuserede på politiske løsninger i forhold til krisen. Hartling gik ikke i detaljer, men lovede snarlige politiske tiltag, som ville være mere effektive end ordningen med bilfrie søndage. Hartlings tale var samtidig flere steder direkte henvendt til befolkningen, der ifølge Hartling også havde en rolle at spille i Danmarks fremtidssikring. ”Det bliver ikke let, og det kan ikke gøres, uden at det kommer til at gøre ondt. Jeg siger dette ligeud, fordi jeg synes, De har krav på at vide, hvordan landet ligger, men også fordi det til syvende og sidst er Dem, der afgør, om disse bestræbelser skal lykkes.” Hartling henvendte sig direkte til danskerne for at vise, at alle måtte hjælpe til. På den måde satte han fokus ikke blot på regeringens initiativer, men også på de udfordringer, som hele den danske befolkning stod overfor. På baggrund af værdier som sammenhørighed og fælles ansvar argumenterede Hartling for sin vision om, hvordan Danmark skulle overvinde krisen ved netop regeringens og befolkningens fælles indsats. Anders Fogh Rasmussens første nytårstale i 2002 præsenterede et mere ideologisk funderet politisk program. Han tog udgangspunkt i en liberal værdi om personlig frihed, som han også få måneder forinden var gået til valg på. I talen argumenterer Anders Fogh Rasmussen ud fra en plantemetafor. Han nævnte for eksempel, at der ”ved k...