Winona Herold sexisme eller religiøs undertrykkelse kronik 1 PDF

Preview

Summary

aflevering...

Description

Hvis en bikini bliver til arbejdstøj Sexisme og religiøs undertrykkelse hos OL OL – nu ikke længere en sportsbegivenhed, men et modeshow? 7 cm. Det er bredden en bikini højst måtte have på siden, hvis man ville deltage i volleyball under OL. 7cm er længden af ens lillefinger. Så det undrer ikke, at mange var imod denne regel, især kvinder, som synes det var sexistisk, at kvinder blev fremstillet så åben for hele verden, mens det for mændene ikke engang var tilladt at smide trøjen. I 2012 blev bikinireglen så droppet og nutildags kan man også deltage i andet tøj. Dette benyttede fx Doaa Elghobashy sig af hos denne års OL, da hun spillede i hijab. Dette har udløst en kæmpe diskussion om, hvorvidt hun er undertrykt af hendes religion. Denne diskussion tager også artiklerne Tøj fra top til tår eller bar mave, som blev udgivet i Jyllands-Posten den 11.8.16, og Sexisme eller religiøs undertrykkelse…?, som blev skrevet af Thomas Møller Kristensen og Jesper Engmann og udgivet den 17.8.16 i Jyllands-Posten udgangspunkt i. Forfatterinden fra den første artikel, Hanna Fall Nielsen, byder på tre forskellige holdninger til, hvorvidt den muslimske kvinde er undertrykt. Den første kommer fra debattøren Karen West, som har arbejdet inden for muslimske miljøer. Ifølge hende, er den muslimske kvinder helt klart undertrykt, da heldragten viser, at ligestillingen er gået et skridt tilbage, da heldragten tydeliggør de restriktive regler, som kvinden er underlagt. Dette begrunder hun med, at man ved disse temperaturer, ikke selv vælger, at optræde fuldbeklædt. ”Det kan i hvert fald ikke være behageligt i den varme.... Det er i mine øjne ikke et produkt af frisind, når man optræder tildækket på den måde til en sportskamp i 30 graders varme.” For hende er heldragten ikke et udtryk af mangfoldighed under OL. Dog siger hun også, at det, at deltage i heldragt, stadigvæk er bedre, end slet ikke at være med. Det andet synspunkt stammer fra næstforkvinden i det Danske Kvindesamfund, Signe Vahlun, som synes, at der bliver dømt for meget på situationen, og at man alene ud fra dette billede, ikke kan afgøre, hvilken af disse to kvinder, der er mest fri. ”Jeg synes, det kammer over, når billedet bliver tolket som udtryk for enten undertrykkelse, når man ser på den meget påklædte kvinde, eller som sexisme, når man ser på hende i bikini. OL giver her plads til begge dele, og jeg mener ikke, at man ud fra billedet kan bedømme, om den ene kvinde er mere ufri end den anden.” Hun argumenterer for dette med, at man også kan sige for, at spilledragten i beachvolley indtil OL i London, var en form for undertrykkelse. Hun synes, at billedet er et udtryk for diversiteten under OL, og at man skal glæde sig over, at to så forskellige kvinder, kan møde sig i udøvelse af deres sport. Den sidste interviewede er Khaterah Parwani, som arbejder inden for Exitcirklen. Ligesom Vahlun, vil hun heller ikke udtale sig om, hvilken af disse to kvinder, der er mest undertrykt, da undertrykkelse for hende handler om, at man gør noget mod sin vilje og vi ikke ved, hvem der føler sig mindst tilpas. ”Det giver jo ingen mening, for jeg kender dem ikke. Det kan jo være, at kvinden med meget tøj på føler sig bedst tilpas sådan, og at kvinden i badedragt hader det. Det kan også være omvendt, men vi aner det ikke, og undertrykkelse handler om at gøre noget mod sin vilje” Derfor er hun forarget over, at der er opstået sådan en stor debat om billedet, især blandt mændene. Hun siger, at kvinder

generelt er undertrykte af mænd, da disse tager sig retten til, at dømme og diskutere kvinders krop og påklædning. Om kvinderne er undertrykte af henholdvis religionen og sexisme, kan diskuteres. Således siger den ægyptiske Doaa Elghobashy i artiklen Sexisme eller religiøs undertrykkelse…?, at hun på ingen måde føler sig undertrykt af hendes religion, men at hun er stolt over den og hendes hijab. ”Jeg er meget stolt af billedet. Det er slet ikke noget, jeg er ked af på nogen måde. Jeg er bare stolt over, at jeg bærer hijab, og at jeg repræsenterer Egypten og min religion på en god måde.” At være stolt over noget, som er skabt for at skjule kvinden fra verdenen, vil virke ret sært for nogle. Hijaben er udelukkende skabt for at gemme og isolere kvinden fra samfundet, ifølge Candice Malcolm. Hun støtter sig derved på et udsagn af to feminister. ”Writing in the Washington Post, Nomani and Arafa argued the word hijab “is never used in the Qur’an to mean headscarf,” but instead, its literal Arabic translation is “curtain” and means to hide, obscure or isolate something or someone.”, hvilket på dansk betyder så meget som: ”I the Washington Post argumenterer Nomani og Arafa for, at ordet hijab aldrig er brugt i Koranen som et tørklæde, men i stedet for, er dens direkte arabiske oversætning ”gardin” og betyder at gemme, utydeliggøre eller isolere noget eller nogen.” Udover dette kommer hun med en fransk undersøgelse fra 2003, hvor 77% af hijab-bærende kvinder, angav, at de bar den af angst.1 At hijabben har en stor indflydelse på ens liv, dette er også Rawda Fawaz enig i, dog er de ikke med til definere en, ifølge hende. Hun siger: ”Our hijab, our clothes, our religion make up parts of our identities, but they do not define us.”, hvilket på dansk betyder så meget som: “Vores hijab, vores tøj, vores religion udgør dele af vores identitet, men de definerer os ikke.” Fawaz føler sig ikke undertrykt af hendes religion, men nærmere af samfundet, som behandler hende anderledes pga. hendes hijab. 2 Det er vel egentlig her, det reelle problem ligger, at blive undertrykt af samfundet, pga. det tøj man går i. Om man nu enten går i for meget, eller for lidt tøj, der vil altid være nogen som dømmer på det og prøver på at være med i en diskussion, som ikke vedrører dem. At blive dømt på ens tøj, dette har også den tyske Kira Walkenhorst prøvet, dog er det ved hende det modsatte problem som ved Elghobashi, og der har været diskussioner om, hvorvidt det er sexisme, at lade beachvolley-spillere spille i noget så visende, som en bikini. Walkenhorst selv anser tøjet mere som praktisk end erotisk. ”For os er det arbejdstøj. Vi føler os godt tilpas i det. I dette vejr er det rart at have på. Det er langt nemmere at bevæge sig i sandet.” Hun er også ligeglad med, hvilket tøj modstanderne har på, da hun går mere op i selve sporten end påklædningen. Selvom Walkenhorst ikke selv synes, at det er sexistisk, at beachvolley-kvinder skal spille i bikini, i modsætning til fx bordtennisspillere, så er der mange andre som synes, at bikinien som sportsuniform er endnu et eksempel for, hvordan kvinder objektiveres i det moderne samfund. Frem for at kigge på de sportslige evner, bliver kvindelige beachvolley-spillere reduceret på deres krop. Således fx i Die Zeit, hvor forfatteren Christof Siemes, beskriver de tyske beachvolley-spillernes kroppe på en sexistisk måde. Udsagn som ”deres gudbenådede kroppe i knappe bikinier”og ”de bedste fra de lækreste” giver et udtryk af, at Siemes lægger mere vægt på æstetiske side, end på den sportslige.3 Men er dette virkelig hvad OL fremover skal handle om, tøjet af atleterne? Vi burde da være ligeglad med hvad spillerne har på, og i stedet for fokusere på deres præstationer. Så længe spillerne føler sig tilpas i deres tøj, så kan der dog på intet som helst tidspunkt være tale om en form for undertrykkelse. Hvis Walkenhorst føler sig bedst i bikini, fordi hun kan bevæge sig bedre i den, og Elghobashi i hijab, fordi den gør hende stolt, så lad dem da bære det. Det er kvinderne selv som skal bære det, så hvorfor ikke lade dem bestemme hvad de vil gå i? Udover dette burde

1 http://www.torontosun.com/2016/08/10/hijabs-at-olympics-arent-about-freedom 2 http://www.bustle.com/articles/178053-what-olympian-hijabis-like-doaa-el-ghobashy-mean-to-me-as-amuslim-woman 3 http://www.zeit.de/2016/32/beachvolleyball-olympia-kira-walkenhorst-laura-ludwig

påklædningen ikke spille sådan en afgørende rolle ved OL, det er efter alt stadigvæk et sportsarrangement og ikke et modeshow....