Teori - oversigt over retoriske figurer og troper - MED eksempler PDF

Preview

Summary

Disse foredragsnoter er udarbejdet af mig selv, hvilket også betyder at de er meget præcise og fejlfrie, hvilket gør dem til en god note. Disse noter er lavet netop for at danne et bedre overblik over dette foredrag, og giver læseren et godt indblik i hvad det hele handler om....

Description

Retoriske figurer og troper Det er svært at skelne mellem figurer og troper; traditionelt skelnes der dog mellem   

Ordfigurer (fx gentagelsesfigurer som anafor, epifor, epanastrofe, alliteration, assonans og geminatio; krydsfigur som khiasme) Tankefigurer (fx antitese, oxymoron, zeugma) Troper (fx metonymi, synekdoke, metafor, besjæling)

Eksempler (som ikke alle er lige gode, men forhåbentlig illustrative): Anafor: Jeg kom, jeg så, jeg sejrede. Samme begyndelse i sætninger, desuden asyndese: Sammenbinding uden brug af konjunktionen og. Epifor: Kom jeg, og så jeg, og sejrede jeg? Samme slutning i sætningerne, desuden polysyndese: Sammenbinding med konjunktionen og mellem hvert led. Epanastrofe (også kaldet anadiplosis): Jeg sejrede. Sejrede stort. Sætningens slutning gentages af den følgende. Alliteration: Jeg kom og kendte straks hendes kærlige ansigtsudtryk igen. Gentagelse af samme konsonant i begyndelsen af ordet. Assonans: Jeg har hadet ham altid. Gentagelse af samme vokal inde i ordet. Geminatio: (også kaldet epizeuxis): Jeg, jeg sejrede. Gentagelse af et ord eller en ordgruppe. Kiasme: Så jeg? Jeg så! Krydsstilling abba Antitese: Han vandt krigen, men tabte freden./ Det er ikke SF der er løbet fra aftalen, men aftalen der er løbet fra SF. Modstilling af ord eller begreber, her i dobbelt forstand. Oxymoron: Larmende tavshed./ Rasende godt humør. Sammenstilling af ord med modsatrettet betydning, slående modsigelse, i familie med paradokset: Evigt ejes kun det tabte (Ibsen). Zeugma: Han gik fra konen og forstanden (Eide). Sammenstilling hvor det samme ord eller udtryk bruges i to forskellige betydninger. Enallage: Hun skar nogle hurtige skiver af brødet. Skal vi tage en kop hurtig kaffe? Et adjektiv sættes sammen med et substantiv som det logisk set ikke hører til; Her ændres adverbiet (hurtigt) til et adjektiv.

1/3

Katakrese: Bjergets fod. En metafor der udfylder en mangel i sproget. Dette er den oprindelige betydning; nu bruges betegnelsen for det udtryk der sammenblander to metaforer eller får et eller flere forkerte ord med i udtrykket, fx Man skal høre meget før man får en lang næse./ Så må man ned og bide i det sure græs. Metonymi: Trope som giver en anden, men beslægtet betydning ved udskiftning, herunder synekdoke eller pars pro toto: Jeg blev mødt af lutter glade ansigter./ Jeg var i teatret og se William Shakespeare./ Ministeren kan forpligte læreranstalter og universiteter. Metafor: Betyder ”overføring”. Et begreb udtrykkes ved hjælp af et andet; der er en form for ligning mellem de to begreber, men samtidig siger udtrykket at de to begreber ikke er det samme: Min elskede er et roligt hav. I den nyere metaforforskning betragtes metonymi og synekdoke ofte som metaforer. I familie med metaforen har vi besjæling: Vinden rusker i træernes blade. Ikke-menneskelige ting og væsner tillægges menneskelige træk som tale eller handlen. Desuden har vi personifikation: Døden åndede på barnet. Et abstrakt begreb fremstilles som en person. Ironi: udtrykker det modsatte af hvad der siges. Den vellykkede brug af ironi afhænger i høj grad af om modtager kan opfatte og acceptere den. I actio vil tonefald og gestus ledsage ironien og (forhåbentlig) gøre den forstået. Ofte bruges litote(underdrivelse): Det er ikke så ringe endda. Og hyperbel (overdrivelse): Sidder du og sover i timen?/ Jeg har kendt ham i en evighed. Også præteritio kan bruges humoristisk: Jeg skal nok tie stille med at hun både er doven og sjusket!/ Nu skal jeg ikke udlevere nogen, Ulla, men… Man får sagt det, man siger, man ikke vil sige. Af særlig interesse for actio er også sermocinatio som er en art dramatisk indslag, en scene, hvor taleren lader en anden person komme til orde. Også aposiopese (selvafbrydelse) og exclamation (lidenskabelige udråb) er interessante actiomæssigt. En form for gentagelse der er beskrevet i nyere tid er tre-listen: Gud, konge og fædreland./ Faderen, sønnen og Helligånden. Sat sammen med antitesen og alliterationen har tre-listen vist sig meget effektiv i forhold til at fremkalde akklamation. Endelig er der jo eksemplet og sammenligningen. Amplificatio betyder udvidelse, øgning, forstørrelse – og kan fremkomme på mange måder, bl.a. ved brug af de her nævnte figurer og troper. Den passende brug af figurer og troper forener indhold og form, ellers bliver fremstillingen udvendig – hvilket vil fremgå af følgende eksempler.

Eksempler fra virkeligheden:

2/3

Ask not what your country can do for you – ask what you can do for your country. (John F. Kennedy) Never in the fields of human conflict has so much been owed by so many to so few. (Churchill) This is not the end. It is not even the beginning of the end, but it is perhaps the end of the beginning. (Churchill) Dette land skal bygge på efterløn og tryghed og fremdrift. Ikke på det modsatte. (Poul Nyrup Rasmussen) De får snart den ene, snart den anden kæphest stukket i øret. (Professor i radioen) Helle er en gave for partiet. Og hvem vil ikke gerne have en gave der er pakket flot ind? (Marianne Nielsen om Helle Thorning Schmidt) Et moderne velfærdssamfund bygger på et rummeligt fællesskab. Et fællesskab hvor der er plads til personlig udfoldelse. Jeg kan bruge et billede fra naturen. Hvis et træ står indeklemt i skygge og savner lys, bliver det sært forkrøblet og saftløst. Jo mere plads og lys, træet får, desto flottere og rankere står det, og desto mægtigere folder grene og blade sig ud. Hvis det enkelte menneske står indeklemt i skygge og savner frihed, udfordringer og ansvar, bliver det mismodigt, viljeløst og initiativfattigt. (Anders Fogh Rasmussens første nytårstale som statsminister, 2002). Bearbejdet efter Merete Onsberg og Karen Bendixen

Litteratur: Jørgen Fafner: Retorik. Klassisk og moderne. København 2005, s. 134 Tormod Eide: Retorisk leksikon. Oslo, 1990. Ulla Albeck: Dansk stilistik. 7. Udg., 2. Opl. København, 1996.

3/3...